Klejtrup Musikefterskole er en musisk efterskole med afsæt i den grundtvigske skoletradition. En åben skole med forankring i vores samfund. Vi ønsker at være rammen om et fællesskab, baseret på ansvar og tillid, hvor man tager sig selv og hinanden alvorligt. En skole, hvor vi holder af de unge, og skaber intern tryghed.
I undervisningen skal den musiske dimension tilstræbes gennem metoden. Det er en udviklingsproces, der skal føre til mere projektarbejde, samarbejde på tværs af faggrænser og samarbejde holdene imellem. Undervisningen skal være inspirerende for både elever og lærere. Eleverne skal lære at erkende deres stærke og svage sider og derigennem blive i stand til at administrere deres ressourcer.
Også i fritiden skal fokus være på fællesskab, samtale, oplevelser og mangfoldighed. Som musikefterskole skal vi sikre mangeartede musikalske oplevelser. Glæden ved at spille og skabe musik skal være med til at give energioverskud til undervisningen, livssituationen og de sociale udfordringer. I forbindelse med konfliktløsninger og erkendelsesprocesser er samtalen det vigtigste redskab.
Vi skal arbejde målrettet med den demokratiske opdragelse, idet vi lærer eleverne at lytte til hinanden, argumentere for deres synspunkter og repektere hvad andre mener.
Lysten til i 10 måneder at bo, lære, opleve - ja i det hele taget leve sammen med 109 andre unge, skal gerne give dig en oplevelse af et forpligtende fællesskab. Et fællesskab, hvor hver enkelts bidrag er væsentligt, og hvor man møder hinandens forskellighed med respekt.
Klejtrup Musikefterskole optager hvert år 110 elever i 9. Og 10. Klasse.
Man kan IKKE være 2. års elev på skolen, med mindre ganske særlige forhold taler for det.
Klejtrup Musikefterskole ligger på Musikbakken i Klejtrup, i naturskønne omgivelser, med udsigt over Klejtrup sø og Lindum skov.
Klejtrup ligger mellem Hobro og Viborg, med fornuftige busforbindelser til begge byer.
I Musikefterskolens umiddelbare nærhed er der idrætshal og udendørs idrætsfaciliteter.