turné

ON THE ROAD AGAIN

Koncerten, live-situationen, er det største musikalske rum, der findes. Her er der både store forventninger og store muligheder. Det er til koncerten, at man som musiker sender energi og måneders øvning ud i kroppen på publikum. Det er her, man får øjeblikkelig respons, feedback, payoff – kært barn har mange navne – og det er her, man udvikler sig mest.
Derfor har vi fast tradition for at arrangere længere Danmarksturnéer for skolens sammenspilshold. Det er noget, som eleverne altid glæder sig til og vokser mærkbart af

Silja fra efterskolen spiller paa guitar
Elev fra Klejtrup optraeder paa scenen i Voxhall

Vi står sammen side om side

Der bliver i løbet af ganske få dage tilbagelagt et betragteligt antal kilometer og indtaget en del kørelakridser. Holdet indarbejder en fast arbejdsgang, hvor de møder op på spillestedet, hilser pænt på, stiller op, spiller, får publikum på benene og i deres hule hånd. Til sidst pakker alle ned - sammen - og kører videre til næste sted.
Turnéen giver alt i alt en kæmpe rutine, og eleverne mærker værdien af at få overblik over eget instrument, roller i numrene med mere. Og vigtigst af alt: De oplever, at koncerterne forløber bedst, når de trækker læsset i samarbejde.